Sommerferien er ovre, og vi er tilbage på fuld besætning og nye fund fra to gode lange sommerferier i Frankrig. Alexandre præsenterer herovre et af dem - Aligot, som vi håber falder i danske ganers smag. Og Carsten har forelsket sig i en 24 måneders sortfodsskinke, der er 4 måneder ældre end den, vi ellers fører - men hvad er bedst? Vi har brug for din hjælp til at finde ud af det! 

Vi glæder os til at se jer i butikken!

Høstfest og markedsdage

Den næste tid byder på et par festlige begivenheder. Lørdag d. 5. september er der markedsdag på Værnedamsvej, hvor vi vanen tro trækker i grill-tøjet.

Og derudover er vi med til Copenhagen Cooking-markedsdage på Frederiksberg Allé d. 28.-29.-30. august, hvor vi står for et lille indslag med særlig interesse for de frankofile: En fløjtespiller, som vil spille fransk folkemusik. Kig forbi og smag lidt ost og pølse!

Vi åbner i Irma på Vesterport

Den 22. august bliver en ud-ad-butikken-oplevelse for Le Gourmand. Fra den dag og fremover vil man nemlig kunne købe et udvalg af vores varer i Irma ved Vesterport, og det er godt nyt for jer kunder, der kan få vores varer på tidspunkter, hvor vi ikke har åben. 

Der bliver tale om nogle udvalgte produkter - lidt paté, skinke, fisk og anden konserves, samt drikkervarer. Alexandre står i Irma d. 22., hvor vi starter op, så kig forbi og sig hej!

Vi har fået ny hjemmeside

Måske har du allerede opdaget det - måske ikke. Men www.legourmand.dk huser nu en ny hjemmeside, hvor vi har fået lidt flere billeder i spil. Her kan du genfinde alle de tidligere videoer, vi har lavet, og desuden spiller den nye hjemmeside bedre sammen med Facebook, hvor vi derfor også kommer lidt igen (for indrømmet, der har vi været lidt sløve).